Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab (SSF) på Realskolen


På Vinderup Realskole tager vi udgangspunkt i ”Læseplan for seksualundervisning i Holstebro Kommune” (se vedhæftede fil).

Et par af skolens lærere deltog i udarbejdelsen af denne lokale læseplan og har uddannelsen som kompetencepersoner for seksualundervisning. Kompetencepersonerne støtter og inspirerer kolleger til det praktiske arbejde med Fælles Mål og læseplanen for SSF.

SSF integreres i undervisningen i de fleste obligatoriske fag som fx biologi, geografi, idræt, historie, samfundsfag og dansk.

I de enkelte undervisningsforløb arbejdes der med flere færdigheds- og vidensmål på tværs af kompetenceområderne.

En progression i fagets trinforløb fra 7. til 9. klasse danner grundlag for en helhedsorienteret undervisning.

SSF indgår også i skolens samarbejde om Den Åbne Skole, hvor vi anvender eksterne samarbejdspartnere gennem Vinderup Ungdomsskole som fx Sexualisterne og Sexekspressen samt MiLife. Andre eksterne samarbejdspartnere er SSP, sundhedsplejersken, Center for Sundhed og Misbrugsrådgivningen.

Fagformål:

Eleverne skal i emnet sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab udvikle kompetencer til at fremme sundhed og trivsel. Eleverne skal opnå forståelse for den betydning, som livsstil og levevilkår har for sundhed og trivsel, samt af samspillet mellem sundhed, seksualitet og familieliv.

Stk. 2. Eleverne skal beskæftige sig med egne og andres erfaringer og undren i emnet for at medvirke til udvikling af engagement, selvtillid og livsglæde samt støtte den enkelte i udvikling af egen identitet i samspil med andre. Emnet skal endvidere medvirke til, at eleverne opnår erkendelse af egne grænser og rettigheder samt forståelse for andres.

Stk. 3. I sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab skal eleverne udvikle forudsætninger for, at de i fællesskab med andre og hver for sig kan tage kritisk stilling og handle for at fremme egen og andres sundhed.

OM VINDERUP REAL
Vinderup Realskole er en privat overbygningsskole med ca. 265 elever fordelt i 7., 8., 9. og 10. klasse. Skolen blev grundlagt i 1918 og har en driftsaftale med Holstebro kommune, hvilket betyder, at skolen er en af Holstebro kommunes overbygningsskoler samt dækker den ene af kommunens to 10. klasses tilbud. På skolen er vi kendt for at have fokus på, at eleverne trives godt, tilegner sig solide faglige kvalifikationer, arbejdsmetoder og udtryksformer. Skolen stiller udfordringer, så hver enkelt elev udvikler sig både fagligt og socialt.
Skolens lærere er veluddannede, fagligt dygtige og har stor erfaring med at undervise elever i overbygningen. Der er et godt ungdomsmiljø på skolen med en hyggelig stemning - elever og lærere har et god kontakt.¨ Hvis du vælger at gå på Realskolen får du mulighed for at få en optimal undervisning, der giver dig et godt fundament til en fremtidig uddannelse eller profession, samt gode venner og minder, du kan tage med dig videre i livet.
Vinderup Realskole|Sevelvej 42|7830 Vinderup|Tlf. 97 44 15 80|vr@vinderup-realskole.dk
Webdesign & CMS by MCB Denmark